Du skal bare være modig i 20 sekunder!

Tænk på alle de gange i dit liv, hvor du allerede har været modig.

Sådan tænker jeg, når jeg mærker frygten/nervøsiteten i at stå overfor en svær opgave, møde nye mennesker, lave en præsentation eller fx starte på en ny uddannelse eller er ny i et job. 

Når du står overfor en svær beslutning, en ny opgave på jobbet, en svær samtale eller skal gøre noget andet end du plejer og mærker frygten. Der skal du bare turde være modig i 20 sekunder – så har du fået taget hul på det. Det er de første 20 sekunder, der er de sværeste. 

Tænk på alle de gange i dit liv, hvor du allerede har været modig. Hvor stolt du blev af dig selv. Se om du kan tage den følelse med dig, når du har brug for dit mod.

For mig er mod at turde fejle. At turde være sig selv. At turde vise sårbarhed. At turde voice sin mening selvom andre er uenige. At turde gå til højre når de andre går til venstre, fordi det er vigtigt for mig. At gøre noget andet end jeg plejer, for at få noget andet end jeg plejer. 

Mod handler om det, der står dit hjerte nært. Det er en egenskab, der kan trænes. Ved at være en lille smule mere modig hver dag, opbygger du din mentale styrke og udvider din komfortzone. Du vil langsomt finde ud af, at du har langt mere mod end du tror.

Hvor i dit liv kan du øve dig i at være modig i 20 sek. for at skabe en ny handling?